Gambero Rosso’s Pizzaguide 2023

Så er Gambero Rosso’s Guida Pizzerie d’Italia – Guide for pizzeriaer i Italien, for 2023 udkommet. Det er dermed den 10. gang at guiden udkommer, og er med tiden blevet en vigtig bestanddel af Gambero Rosso’s udgivelser af guides til den italienske vin- og madverden.
Guiden for 2023, omfatter knap 700 pizzeriaer fordelt på hele Italien. Heraf er der lidt mere end 100 pizzeriaer som har opnået en højere anerkendelse – det drejer sig om 96 pizzeriaer hvor man også kan spise sin pizza, og 12 pizzeriaer som sælger pizza som stykker. Derudover omfatter guiden et tillæg for de 50 bedste pizzeriaer i verden – udvalgt af Top Italian Restaurants.
Den italienske pizzaguide kan i 2023 fejre sit 10-års jubilæum, siden den første gang udkom i 2013 med 25 pizza-restauranter og 5 pizzaslice boder. Meget er sket siden dengang, og pizza er blevet meget mere end italienernes klassiske spise.
Fra at være et “simpelt” produkt – bestående af enkle råvarer som mel, vand, gær til fyld af tomater, mozzarella og basilikum, til at være en fødevare hvor der bliver arbejdet med dejen, meltyper, hæveteknik, og ikke mindst en større differentiering og eksperimenterende i forhold til fyldet ovenpå pizzaen.
Men det er fortsat den klassiske pizza Margherita som mange elsker og bestiller igen og igen, ikke mindst også den pizza som et pizzeria altid skal have i sit sortiment.
Fordeling af pizzeriaer på regioner:
Kampanien – 23
Toscana – 16
Lazio – 13
Lombardiet – 8
Piemonte – 7
Veneto – 7
Sicilien – 6
Sardinien – 4
Abruzzo – 3
Emilia Romagna – 3
Ligurien, Basilicata, Marche, Puglien, Trentino og Umbrien – 1 hver